Selv om ernæringen begyndte at spille en større rolle efter krigen, havde rytterne stadig mange mærkelige vaner. Eddy Merckx har fortalt om, hvor vigtigt kød var den gang.
”Vi spiste kl. 6.30 eller 7.00 om morgenen før cykelløbet. Først en lille morgenmad med ost og skinke og så steaks. Det var frygteligt, men du ved – man skulle spise steaks for at være stærk. Det var helt vildt. Og suppe, måske noget fisk om aftenen og derefter pasta og endnu en steak.”
Heldigvis blev flere vigtige opfindelser og opdagelser nøglen til at ændre ernæringen inden for elitecykling i de efterfølgende år.
1965: Gatorade
Gatorade blev opfundet i 1965 og ændrede sportsernæringen for altid. Udholdenhedsatleter fik problemer, når de mistede for meget natrium gennem sveden. Gatorade, som er en elektrolytdrik med et højt indhold af natrium, løste det problem i Touren.
1967: loading med kulhydrater
Forskeren Gunvor Ahlborg tilskrives formuleringen af konceptet bag ”loading med kulhydrater” i sin afhandling fra 1967. Ahlborg offentliggjorde flere studier, der talte for behovet for kulhydrater før og under fysisk træning. Det forårsagede en gradvis ændring i ernæringen i cykelsporten. Pendulet begyndte at svinge fra diæter med et højt indhold af kød til et højt indhold af kulhydrater.
Da 1980’erne kom, begyndte rytterne at gå fra rigtig mad til indpakkede barer og drikkevarer. Pludselig handlede det om kulhydrater, protein, fedt og antioxidanter. Producenterne forsøgte at isolere og pakke disse næringsstoffer i nemme teknologiske madprodukter, der blev optaget hurtigt i kroppen.
1985: koffein
Omkring 1985 vandt koffein indpas som præstationsfremmende middel. Det blev meget almindeligt at drikke kaffe før et cykelløb. I dag er kaffe fortsat et af de meget få tilladte produkter, der påvirker præstationerne positivt.
1987: sportsgel
Sportsgel blev opfundet, for at rytterne kunne få flere kulhydrater uden at få problemer med fordøjelsen. Den første havde efter sigende navnet Leppin Sports Squeezy. Den blev hurtigt efterfulgt af Power Bar og mange andre. I 1990’erne blev disse typer gel allerede betragtet som uundværlige.
1988: Cykelrytterne indtager 5.900 kalorier om dagen
I 1988 blev der offentliggjort en undersøgelse i International Journal of Sports Medicine, som nærstuderede fem ryttere i Tour de France 1988. Forskerne fandt ud af, at rytterne i gennemsnit indtog ca. 5.900 kalorier om dagen, at de drak 6,7 l væske, og at 61 % af deres kost bestod af kulhydrater. De spiste i gennemsnit 94 g kulhydrater i timen på etaperne. De tal ligger ret tæt på det, som nogle ryttere indtager i dag.
1990’erne: holdkokkene
7-Eleven-teamet var det første hold, der havde en holdkok med til Tour de France. Formålet var at sikre, at fødevarekvaliteten var høj, og eliminere risikoen for, at en hotelrestaurant ville begå fejl. Det hjalp også holdene med at få andet end det typiske brød og pasta, som de fleste hoteller kunne byde på. De kunne nu få et meget større udvalg af frisk, næringsrig mad.
2000-tallet: riskager
Holdkokkene hjalp ikke kun rytterne med morgenmad og aftensmad. De forsynede dem også med riskager, der var frisklavede og også kunne nydes på cyklen. Riskager smagte bedre end gel, rytterne kunne spise mere, og de følte sig bedre tilpas og havde færre problemer med maven. Nogle af kagerne var fyldt med frugt eller nødder, andre med aminosyre, protein og fedtrige, lækre ting som bacon og æg.
2010’erne: ernæringsplaner
Med holdkokkene med ombord blev ernæringseksperter også hurtigt en del af holdet. Rytterne fik ikke blot en ensartet diæt for hele året eller for selve Touren. Deres indtag begyndte at blive periodisk. Med tiltag som ”Brændstof til det påkrævede arbejde” kunne rytterne opleve lavt, mellemhøjt eller højt indtag af kulhydrater i løbet af Touren baseret på deres behov, etapens profil og deres strategiske mål.
Det ser ud til, at ernæringen bliver ved med at udvikle sig, og at fremskridtet ikke stopper. Hvad vil 2020’erne byde på? Lad os holde øje med det!