Mavic er en velrenommeret fransk cykelvirksomhed. Virksomheden er mest kendt for sine hjul, og i løbet af årene er de begyndt at producere dæk, tøj, sko, hjelme og tilbehør. Men det er virksomhedens gule neutrale ŠKODA SUPERB, som fansene kender bedst. Mavic udviklede de neutrale servicebiler tilbage i 1973, og siden 1985 er de også blevet en del af billedet i forbindelse med amatørcykelløb. Så de har masser af erfaring, og det afspejles i deres forberedelser.
https://www.instagram.com/p/CEb9p93hPWg/
Tre ŠKODA SUPERB er klar til hver etape. Bilerne fordeles ligeligt blandt cykelrytterne, hvor én bil typisk følger udbruddet, en anden følger klassementsrytterne og en tredje følger efter de sidste cykelryttere. Hver bil har fire cykler med justerbare sæderør på taget og forskellige pedaler, der passer til de forskellige cykelryttere i feltet. De medbringer hjul bagpå bilen, og hjulene udskiftes hver dag alt efter etapen og de hjul, som de forskellige teams har valgt den pågældende dag. Foruden en komplet værktøjskasse medbringer de endda også et udvalg af cykelsko. Man ved jo aldrig. I bilen har de en liste over alle cykelrytterne og deres udstyr. Så når de ser en cykelrytter i vejkanten, ved de, hvilke dele de skal bruge.
Mavic har helt sikkert den erfaring, som cykelrytterne har brug for. Og deres gule ŠKODA SUPERB har mange gange reddet dagen for en cykelrytter.
https://www.instagram.com/p/CEj2RKyBBON/
I 2010-udgaven af Touren styrtede Jens Voigt så voldsomt, at cykelrammen knækkede som en gren. Han stod tilbage på nedkørslen fra Col de Peyresourde, og ingen teambiler var i nærheden, så det så ud, som om løbet var slut for den populære tysker. Chaufføren i “fejekosten” tilbød ham at køre med, og Voigt var millimeter fra at udgå af løbet. Så dukkede en gul ŠKODA SUPERB op. Mavics mekanikere tilbød ham en af deres gule cykler, og Voigt gennemførte etapen. Jens “shut up legs” Voigt er en sjov fyr, og medierne elskede hans joke om at afslutte etapen på en “børnecykel”. Mavic medbringer så mange cykler som muligt, der passer til så mange cykelryttere som muligt. Husk på, at Dumoulin er under 1,60 m høj, mens Voigt er over 30 cm højere.
Lad os spole frem til 2016, hvor Chris Froome var i problemer. Efter et angreb på den legendariske stigning på Mt. Ventoux kørte Froome, Richie Porte og Bauke Mollema ind i bagenden af en tv-motorcykel. Rivalerne susede forbi dem i løbet af få sekunder. Mollema kom hurtigt på cyklen igen og fortsatte. Men Chris Froomes cykel var helt ødelagt. Som den gentleman han er, kastede han ikke cyklen væk, men stillede den forsigtigt op ad barrieren. Og så begyndte han at løbe. Team Skys bil var fanget i løbets kaos, men Mavics SUPERB var på pletten og kunne hjælpe. Froome tog en af de gule cykler og kørte videre. Desværre havde cyklen en forkert størrelse, og han endte med at skifte til en cykel fra teambilen. Han gennemførte etapen og krydsede mållinjen, mens han rystede på hovedet i afmagt. Den firedobbelte Tour-vinder faldt tilbage til 6. pladsen. Men løbets officials gennemgik resultatet og gav Froome og Porte samme tid som Mollema, og så kunne Froome beholde den gule trøje.
I 2017 var det Rigoberto Urán, som havde brug for hjælp. Han lå godt i klassementet, da han styrtede på nedkørslen fra Mont du Chat. Gearskiftet på hans cykel blev ødelagt i styrtet, så han kun kunne køre i ét gear. Og da han var med i et udbrud, var hans teambiler ikke i nærheden. Så han kørte op på siden af den gule SUPERB. Mavics mekaniker lænede sig ud gennem sideruden og justerede gearmekanismen, så kæden kunne komme på 11. kædehjul. Det gav Urán mulighed for at vælge et højt 53/11-gear og et mellemhøjt 39/11-gear – nok til at han ikke blot kunne blive i løbet, men også kunne slutte foran Froome og slå Barguil og Fuglsang i spurten.
Vi håber, at ingen for alvor får brug for hjælp fra Mavics neutrale servicebiler i år, men det er godt at vide, at de gule ŠKODA SUPERB-modeller er der.