Cykling er en sport, hvor størrelsen på den kraft, du kan generere med dine ben, har markant indflydelse på, hvor hurtig du er. Men absolut ydelse er ikke det eneste, det handler om. Tager vi for eksempel to cykelryttere, hvor den ene kan træde med 250 watt (W) og den anden kun kan træde med 240 watt, hvem af de to cykelrykkere vil så vinde et cykelløb til toppen af Alpe d’Huez? Det vil da være ham, som kan træde med 250 watt. Vil det ikke? Nej, det vil det ikke, hvis han vejer 100 kg, og den anden kun vejer 65 kg. Det skyldes, at det er hårdt at bære rundt på en masse vægt, når det går op ad bakke. Også selv om det foregår på en cykel. Cykelryttere med en større kropsvægt har sædvanligvis også større muskelmasse og flere kræfter, men de har til gengæld også mere vægt, som de skal have med sig op ad bakke. Det er grunden til, at kraft-vægt-forholdet (power-to-weight ratio eller PWR) er et nyttigt redskab til at estimere, hvordan cykelryttere vil kunne præstere ved realistiske kørselsforhold.
En simpel formel til at beregne kraft-vægt-forholdet
Kraft-vægt-forholdet udtrykkes sædvanligvis i watt pr. kilo. Så det eneste, du skal gøre, er at dividere din maksimale ydeevne i watt med din legemsvægt i kilo.
PWR = maksimal ydelse (watt) / legemsvægt (kg)
For eksempel har en cykelrytter med en kropsvægt på 80 kg og en maksimal ydeevne på 280 watt et kraft-vægt-forhold på 3,5 watt pr. kg eller 3,5 W/kg, hvilket undertiden udtrykkes på følgende måde: 3,5W.kg-1.
Forholdet mellem kræfter og vægt knytter sig til et bestemt tidsinterval
Det er vigtigt at huske på, at forholdet mellem kræfter og vægt ikke er et statisk tal. Det knytter sig altid til et specifikt tidsinterval. Hvis vores cykelrytter eksempelvis kan opretholde de førnævnte 280 watt i 60 minutter, så relaterer hans kraft-vægt-forhold på 3,5 W/kg sig til de pågældende 60 minutter. I 30 minutter vil hans kraft-vægt-forhold kunne være 4 W/g og måske endda 4,5 W/kg i 15 minutter.
Test din egen kraftudladning
Som du kan se, har du brug for to tal til at kunne beregne dit eget kraft-vægt-forhold – vægt og kraftudladning. Vægtdelen er nem nok. Her kan du bruge en hvilken som helst badevægt. Resultatet vil højst sandsynligt være nøjagtigt nok. Det andet tal kræver en måling af kraftudladningen. For at finde frem til dette tal skal du bruge en cykel med en pålidelig wattmåler. Du kan få en wattmåler, der er indbygget i pedalerne, eller en, som er indbygget i den ene pedalarm eller i begge pedalarme, i kranken eller i navet på baghjulet. Hvis du ikke lige har lyst til at skulle investere i en sådan måler, kan du prøve at undersøge, om der er et fitnesscenter eller en cykelforretning, der har en WattBike, du kan låne til formålet.
For at måle den maksimale ydelse skal du først varme op med lette pedalomdrejninger i cirka 10 minutter og derefter holde nogle minutters pause. Derefter skal du træde så kraftigt til i pedalerne, at du efter din egen vurdering vil kunne holde til 20 minutters cykling, og registrere din gennemsnitlige ydeevne i watt. Dette er din 20-minutters maksimale ydeevne. På basis af denne værdi kan du estimere din maksimale kraftudladning i 1 time, hvilket rundt regnet vil være 5-10 % lavere. Hvis du klarer at opretholde 295 watt i 20 minutter, vil dit timemaksimum være tæt på 280 watt.