Sådan forebygger du de mest almindelige cykelskader

Af We Love Cycling

Selvom nogle skader er umulige at undgå, så er der ting, enhver cykelrytter kan gøre for at forebygge skader og smerter.

Knæsmerter

De fleste landevejscykelryttere ”klikker på” deres cykel, så fødderne sidder fast til pedalerne med klamper, der sidder på skoene. Problemet er, at hvis klamperne ikke er korrekt positioneret i den rigtige vinkel, så vil du ende med smerter i knæene, der vil fortsætte indtil du får rettet op på positionen. Den nemme løsning er at sætte klamperne rigtigt. Der findes masser af online guides, der viser dig, hvordan du gør. Løs problemet så hurtigt som muligt for at undgå smerter.

Glem boxershorts

Saddelømhed er det, du primært skal passe på. Det forårsages af friktion mellem din hud, tøjet og sadlen, og det kan give en øm bagdel eller et grimt udslæt. Gode cykelshorts med pude kan forebygge det. Hav aldrig boxershorts på under dit cykeltøj!

Rygsmerter

Efter at have siddet på kontorer har mange af os dårlig positur, og mange af os har rygsmerter. Cykling kan gøre det endnu værre. Løsningen er at få cyklen tilpasset professionelt. Det vil koste lidt penge, men du vil blive forundret over den forskel, det kan gøre. Når du endelig har fundet den perfekte cykelpositur, så forsvinder smerterne ret hurtigt.

Følelsesløse hænder

Når du holder ved styret i samme position i lang tid ad gangen, eller du holder for stramt, så risikerer du at klemme en nerve, der løber hele vejen fra fingeren op til albuen og ind i overarmen. Det er den største ubeskyttede nerve i hele kroppen, så den er let at skade. Det letteste er at sikre, at du flytter dine hænder lidt på styret.

Prøv ikke at sidde fast i én position. Skift greb om styret. Du kan holde på siden, over og under – bare vær sikker på, at du skifter position, mens du kører. Hvis du begynder at føle prikken, stikken eller ubehag i hænder og fingre, så er det din krop, der fortæller dig, at du ikke skifter position ofte nok.