Hvis du bruger lige så lang tid i sadlen som de professionelle, så er du sikkert allerede bevidst om de ting, du bør undgå. Men ikke alle er. Så lad os høre hvad fysioterapeuten har at sige om det.
MTB over for landevejscykling
Hver sport indebærer sine egne risici, om det er terrænet for mountainbikere eller trafikken, som er den primære fare for landevejsryttere.
MTB, uanset om det er enduro, cross-coutnry eller eller fri cykling, virker umiddelbart meget farligere, primært på grund af de teknisk svære terræner. Der er øget risiko for at få skader som hudafskrabninger, blodansamlinger, hjernerystelser eller knoglebrud.
I sammenligning med MTB virker landevejcykling, hvor man ”bare” cykler på vejen – ligeud, nedad eller opad – som en mere sikker sport. Bortset fra uheld med biler, er der dog også risiko for at falde på asfalten og få større hud- og muskelskader end når man falder på en markvej eller i skoven.
Men lad os tage et andet perspektiv.
Hvordan påvirker sport det menneskelige bevægeapparat?
Man skal have en god holdning på cyklen, den skal have den rigtige størrelse og de forskellige dele skal tilpasses de individuelle behov for hver enkel cykelrytter. Det er også vigtigt at tage højde for medfødte defekter, tidligere skader eller rygsmerter.
På grund af forskellene i positur er der også forskel på, hvordan man bruger muskelgrupperne. Landevejsryttere bruger primært benmusklerne, især lår- og lægmuskler, fordi det er en monoton køreform, der overanstrenger musklerne i det område.
Det største problem ved landevejscykling er, at rytterne altid bøjer sig fremad ad hensyn til aerodynamikken. Det er derfor, vi tit vælger at sidde lavt. Sådan en positur får os til at holde og strække vores skuldre og gør brystkassen flad, hvilket indsnævrer den interkostale plads. Organerne i bughulen bliver tvunget ind i brysthulen og skubber mellemgulvet op, hvilket hindrer og ændrer vejrtrækningen. På en landevejscykel, er overkroppens primære funktion at stabilisere dig i forhold til benenes bevægelse. Den sænkede, aerodynamiske positur gør, at du vipper hovedet bagover for at se ordentligt. Over lang tid kan landevejscykling skabe ændringer i halshvirvelsøjlen. Hos en voksen kan en foroverbøjet stilling rykke midten af den geleagtige midte af diskus i rygsøjlen bagud. En typisk konsekvens er diskusprolaps – den flyttede diskus presser nerverødderne. Landevejscykling spænder kropsstammen. Lændemusklerne skal yde stor kraft og modstå et stort pres på L5/S1-området.
Landevejscykling handler først og fremmest om kilometer, så alt afhænger af benene, og hele overkroppen er ”låst” med en bevægelse fra hofteleddet.
En stor fordel med MTB er den mere oprejste siddepositur. Arme er en uundværlig del af posituren og overkroppens muskler engageres mere. Fordi siddeposituren er mere oprejst, belastes rygsøjlen ikke så meget. I stedet er rygsøjlen mere udsat for stød, som bliver overført fra armene til rygsøjlen. Mountainbikere sidder ikke så foroverbøjet, men hvis de ofte kører i hårdt terræn må rygsøjlen modstå mange stød, hvilket i ekstreme tilfælde kan føre til diskusskader. Mountainbikere får også pres på L5/S1-området, men ikke så kraftigt. De øvre og nedre muskelgrupper hos mountainbikeryttere engageres næsten lige meget.
Så uanset om du er dedikeret landevejsrytter eller entusiastisk mountainbiker, så husk, som med enhver anden sport, har cykling også konsekvenser.
Som jeg ser det, er landevejscykling mere anstrengende end MTB. Mountainbikere ændrer positur hyppigere og ændrer vægtdistributionen, placeringen af store led og de engagerede muskler. Ser man samlet på påvirkningen af skelet og muskler, så er det bedre for kroppen end den aerodynamiske siddepositur og monotone bevægelse fra landevejscykling. Det er vigtigt at opveje for de negative konsekvenser ved at strække de berørte muskelgrupper på passende vis eller ved at lave kompensationsøvelser.
