Bør cykelryttere bruge slik som brændstof?

Af Jiri Kaloc

Vær nu ærlig – hvor ofte tager du en tur på cyklen, bare så du bedre kan retfærdiggøre indtaget af dine forbudte favoritspiser over for dig selv? Godt nyt, for der er måske en måde at lade slik indgå i din kostplan! Kan du huske, da Peter Sagan snuppede en håndfuld Haribo-vingummibamser efter sin sejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne? Det er nok de færreste af os, der har en masse tilfælles med verdensmesteren i landevejscykling, men måske bør man undersøge, om slik også er et godt valg for almindelige cykelentusiaster.

Hvad så, hvis man ikke er Peter Sagan?

De fleste anser protein for at være det vigtigste næringsstof med hensyn til restitution. Men for Peter Sagan og andre garvede cykelryttere med god kondition er kalorier faktisk meget vigtigere, uanset kilden. Når du cykler, nedbryder du ikke muskler – du tømmer hovedsageligt brændstofdepoterne. Hvis du cykler regelmæssigt, er der derfor en chance for, at du selv kan få gavn af en portion hurtige kalorier efter en lang cykeltur.

https://www.youtube.com/watch?v=e6dAx7m-55Y

Er der stor forskel på vingummibamser og energigel?

Energigel, -barer og -drikke er de mest populære veje til hurtigt indtag af kalorier, når man cykler. Deres primære formål er at få blodsukkeret til at stige hurtigt uden at forårsage mave- eller tarmproblemer. Det høje glykæmiske indeks kan være en hjælp her. En portion vingummibamser har næsten det samme antal kalorier, den samme blanding af kulhydrater og det samme glykæmiske indeks som almindelige energidrikke. For Peter Sagan var de altså en smart vej til straksopfyldning af hans tømte glykogendepoter efter den enorme indsats, han havde leveret den dag.

Hvornår er det et godt tidspunkt at tanke op med slik?

For det første skal du dyrke cykling på et vist niveau. Hvis du blot kører en let tur på en times tid rundt i nabolaget en gang imellem, så behøver du slet ikke at tænke på slik som brændstof. Men hvis du er en passioneret amatørcykelrytter eller en professionel in spe, så kan du få noget godt ud af det.

Du kan spise slik efter afslutningen på en etape i et flerdages løb eller på en cykelferie, hvor du skal køre lange ture flere dage i træk. Som alternativ kan du bruge det til at give dig selv et boost på lange cykelture på over 3 timer. Endeligt giver det god mening at spise slik på lange udholdenhedstræningsture på over 6 timer – her kan det faktisk redde dagen for dig.

Vælg den smarte løsning

Hvis du beslutter dig for at eksperimentere med slik som brændstof, bør du sørge for kun at have almindeligt vand eller en let elektrolytdrik i drikkedunken. Så ender du ikke med at overfylde dig selv med kulhydrater og derved forstyrre din fordøjelse. Især på lange ture er det en dårlig idé udelukkende at sætte sin lid til slik som brændstof. Tag også riskiks, sandwich eller barer af god kvalitet med for at fodre dit system med flere næringsstoffer end sukker.