Mountainbike og landevejscykling medfører hver deres risici – henholdsvis terrænet og trafikken.
Mountainbike kan umiddelbart se mere farligt ud, primært pga. det teknisk krævende terræn. Der er større risiko for skader, f.eks. sår, buler, hjernerystelse eller brud.
Til sammenligning kan landevejscykling, hvor det ‘kun’ handler om at køre lige ud, ned ad bakke eller op ad bakke, se ud til at være en mere sikker sport. Udover sammenstød med biler er der dog også risiko for at styrte på asfalten og få mere alvorlige hudafskrabninger og kvæstelser, end når man falder på en markvej eller i skoven.
Men lad os se på det fra en anden vinkel.
Hvordan påvirker cykling muskler og skelet hos mennesker?
For at opnå en god siddestilling på en cykel skal den have den rette størrelse, og de enkelte dele skal være justeret korrekt efter hver cykelrytters individuelle behov. Det er også vigtigt at tage højde for medfødte defekter, tidligere skader og smerter i rygraden.
På grund af de forskellige stillinger, man sidder i, aktiveres de forskellige muskelgrupper også forskelligt. Landevejscykelryttere bruger hovedsageligt benmusklerne, især lår- og lægmusklerne, og det er en ensformig måde at køre på, der overbelaster musklerne i disse områder.
Det største problem ved landevejscykling er, at rytterne hele tiden læner sig forover for at opnå bedre aerodynamik. Når du sidder i en sådan stilling, er dine skuldre konstant spændte, brysthvirvlerne og brystkassen er flade, og ribbenene falder ned, hvilket reducerer pladsen (interkostalrummet). Organerne i bughulen tvinges ind i brysthulen og skubber mellemgulvet op, hvilket gør det sværere at trække vejret og ændrer åndedrættet. Når du sidder på en landevejscykel, bruges musklerne i overkroppen primært til at stabilisere dig i forhold til benenes bevægelser. Den aerodynamiske stilling på en landevejscykel får dig til at vippe hovedet bagud, så du kan se ordentligt. Længere tids cykling medfører dermed ændringer i den nakkehvirvlernes struktur. Desuden kan den sammenkrummede stilling skubbe intervertebralskivernes geleagtige midte bagud i brysthvirvlerne. En typisk konsekvens er diskusprolaps – den fremfaldene skive presser nerverødderne sammen og forårsager smerte. Dertil kommer , at landevejscykling belaster den nederste del af ryggen, som udsættes for stort pres.
Landevejscykling handler hovedsageligt om mange kilometre, så alt afhænger af benene, og hele overkroppen er ‘låst’. Bevægelserne kommer fra hofteleddene. Cykelrytternes bevægelser i det sagittale plan belaster adduktorerne, men det er godt for hofteleddet at sidde i sadlen, for det aflaster kroppens vægt.
En stor fordel ved mountainbike er den mere oprette siddestilling. Armene er en uadskillelig del af stillingen, og musklerne i overkroppen er mere aktive. Fordi stillingen er mere opret, belastes nakkehvirvlerne ikke så meget. Dog udsættes rygsøjlen for stød, der overføres fra armene til nakkehvirvlerne. Mountainbikere læner sig ikke så meget fremad, men de kører ofte i hårdt terræn, og brysthvirvlerne absorberer mange stød, hvilket i ekstreme tilfælde kan medføre skader på intervertebralskiverne. Mountainbike belaster også den nederste del af ryggen, men i mindre grad. Muskelgrupperne i over- og underkroppen aktiveres ret ens hos mountainbikere.
Så uanset om du er dedikeret landevejsrytter eller entusiastisk mountainbiker, skal du huske på, at cykling – som alle andre sportsgrene – kan have nogle konsekvenser.
Den samlede vurdering er, at landevejscykling mere belastende end mountainbike. Mountainbikere skifter oftere stilling, og der sker ændringer i vægtfordelingen, de store leds position og brugen af musklerne. Hvis man ser på den overordnede indvirkning på skelettet og musklerne, er det bedre end landevejscyklings aerodynamiske stilling og monotone bevægelser. Det er derfor vigtigt at modvirke de negative konsekvenser af cykling ved at strække de overbelastede muskelgrupper ud.
