Nørd-alarm! Bliv ekspert i cykeldæk

Af Adam Marsal

Det er meget almindeligt, at MTB-ryttere kun forstår sig på dæk til mountainbikes, mens landevejsryttere kun kender til dem, de bruger på landevejscykler. Her bliver du klog på det hele!

Dette emne dækker ikke kun landevejscykler og mountainbikes. Børnecykler, BMX-cykler, trekkingcykler og andre har også brug for dæk. Vi kan generelt skelne mellem dæk på baggrund af deres størrelse, der angives i millimeter eller tommer. Standardstørrelserne går fra 10 til 29 tommer. Et hjul har en specifik diameter, og det er vigtigt at tage højde for denne, når du køber et nyt dæk. Derimod kan du altid vælge en anden dækbredde –  men du skal bare sørge for, at dækket kan være mellem hjulgaflerne på din cykel …

 

Den plagede far og hans raslende søn

Det hele begyndte i 1888, takket være den skotske dyrlæge John Boyd Dunlop, der ikke kunne udholde den raslende lyd, som hans lille søns trehjulede cykel lavede, når han kørte på sten, og de furer, den efterlod på hans velplejede plæne. Han satte derfor et stykke gummislange på hvert af hjulene og fyldte dem med luft. Hjulenes rullemodstand blev reduceret, og de kunne køre hurtigere. Desuden stoppede den irriterende, raslende lyd, og haven lignede ikke længere en nypløjet mark. Samme år i december tog Dunlop patent på sin opfindelse, og nogen tid senere monterede han en ventil på slangen. Hans luftslange erstattede snart de massive gummiringe, der blev brugt på den tid, og der gik ikke længe, før hans slanger fik succes inden for væddeløb. I 1890 publicerede magasinet Sport and Play en artikel, der argumenterede for, at Dunlop ikke var den første, der opfandt denne type slanger. Påstanden var, at en anden skotte ved navn Robert William Thomson havde udviklet et lignende princip. Historien viste sig snart at være sand, og dermed mistede Dunlop eneretten, og opfindelsen kunne frit udnyttes af alle. Michelin-brødrene tog idéen op og opgraderede dækket med dampvulkanisering. Det gjorde dem i stand til at fremstille de dæk med mønster, vi kender i dag.

J.B. Dunlop (1920)

 

Fuld fart frem

Alt det skete for mere end 100 år siden, og siden da er dækkene blevet udviklet en hel del. Takket være udviklingen på området kan landevejsryttere nu vælge mellem tre forskellige muligheder: Det klassiske dæk med slange, den lukkede ring og det slangeløse system. En anden faktor, der skal overvejes, er dækkets bredde, ligesom den gummisammensætning, som dækket er fremstillet af, kanten, kvaliteten af det anvendte materiale og mønsteret er også egenskaber, der skal tages højde for.

 

Dæk med slanger

Landevejsryttere anvender som regel klassiske dæk med slanger. Systemet kendes også som clincher. Fremgangsmåden er velkendt: Man sætter dækket på fælgen, og pumper slangen op. Dækket monteres på fælgen med en særlig kant. Du kan vælge mellem to udgaver, der bestemmer, hvor let det er at sætte dækket på og tage det af igen, og hvor let dækket er at opbevare. Dæk med kanttråd er det ældre og billigere alternativ. Her er kanten faktisk en rund tråd, der forhindrer dækket i at hoppe af fælgen. Kanttråd er billigere, men dækket er tungere og kan ikke foldes, idet tråden holder den runde form. Derfor er dæk med kant af kevlarfibre mere praktiske. De er ikke bare lettere, men kan også foldes sammen, så de er lettere at transportere. Ulempen er dog, at det kan være lidt sværere at montere dækket, og så er de dyrere.

 

Slangeløse dæk

Et slangeløst dæk er et mere avanceret alternativ, der som navnet antyder ikke har en slange. Fælgen og dækket er et lufttæt design, der ikke kræver en slange. Fordelen er, at der ikke er uønsket friktion mellem dækket og fælgen. Derfor har slangeløse dæk mindre rullemodstand end ultralette racerdæk med slange. Desuden kan slangeløse dæk køre med lavere tryk, så statistisk set er risikoen for punktering mindre. Desuden kan du straks lukke hullet med en særlig væske. Det gør det til et meget driftsikkert alternativ. Når det er sagt, vil nogen nok blive afskrækket af den noget omfattende og tidskrævende montering og af, at det slangeløse system kræver en særlig fælg.

 

Lukket ring

Mange garvede landevejsryttere sværger stadig til den lukkede ring, hvor slangen er syet på dækket, der derefter limes på en særlig fælg. Lukkede ringe er stadig populære i dag på grund af deres egenskaber i sving samt den lave rullemodstand. Sandheden er dog, at moderne dæk med slanger har indhentet de traditionelle lukkede ringe på disse punkter, og de har derfor mistet deres betydning Men en stor fordel ved de lukkede ringe er deres egenskaber i tilfælde af en punktering. Selvom luften hurtigt forsvinder ud, kan man stadig køre på dækket, fordi det er limet fast på fælgen og ikke hopper af. Det giver professionelle ryttere mulighed for at vente på hjælpebilen eller køre til et sted, hvor punkteringen kan repareres. Fordi der ikke er behov for sidevægge til at opretholde trykket er dækket let, hvilket er også taler til de lukkede ringes fordel.

 

På den anden side er håndteringen af lukkede ringe lidt besværlig. De skal limes fast på fælgen, og det er en mere omfattende proces end montering af klassiske dæk. Desuden er lukkede ringe sværere at reparere. I tilfælde af en mindre punktering kan dækket repareres med et lappemiddel – i alle andre tilfælde er den eneste løsning af købe en ny lukket ring. Og sidst men ikke mindst resulterer en kompleks fremstillingsproces i en højere pris.

 

Størrelse og bredde

Den mest udbredte diameter er 622 mm eller 700c. Det er i dag en lidt obskur enhed, fordi den bygger på gamle franske målenheder. Men overraskende nok er den stadig i brug i cykelverdenen.

I kontrast hertil er dækbredden ikke skrevet i sten. Både smalle og brede dæk har deres fordele, og det er op til dig at vælge de kvaliteter, der opfylder dine behov.

Et smalt dæk er en fordel ved højere hastigheder, fordi luftmodstanden er lavere. Desuden giver det roterende dæks lavere vægt bedre acceleration. Det er især praktisk, hvis du er nødt til at give den gas i et udbrud fra feltet – eller hvis du skal følge med.

Når du kører ved konstant hastighed, er fordelene ved bredere dæk tydelige. De er meget mere komfortable og sparer føreren energi. Selv professionelle ryttere har i de senere år taget de bredere dæk til sig. Den mest udbredte dækbredde er 23 mm, men mange ryttere, inklusive professionelle, kører nu på dæk med en bredde på 24 eller 25 mm.

 

Vejgreb eller holdbarhed?

Et dæks egenskaber påvirkes også af den sammensætning, det er fremstillet af. Bløde sammensætninger har bedre vejgreb. Desuden bliver de slidt hurtigere, og de skal derfor udskiftes oftere. I dag fremstilles landevejsdæk af forskellige sammensætninger for at opnå gode rulleegenskaber, godt vejgreb i sving og lang holdbarhed.

Hvert dæk har en specifik TPI-værdi (tråde pr. tomme), der angiver tætheden af trådene i dækket. Jo højere tæthed, jo højere kvalitet har dækket. Disse dæk har lavere rullemodstand, gode køreegenskaber og bedre punkteringsbeskyttelse.

 

Offroad

En stor del af det, du lige har læst, gælder også for mountainbiking, bortset fra at det ville være spild af tid at kigge efter lukkede ringe til mountainbikes. Fordi de er så skrøbelige, ville de hurtigt punktere. Tidligere brugte mountainbikere hjul med en diameter på 26 tommer, men de er i dag stort set blevet udkonkurreret af større dæk på 27,5” og 29″. Det har vist sig, at hjul med større diameter er meget hurtigere og har lavere rullemodstand, og så er de stadig lette at styre.

Mindre hjul på 27,5″ bruges som regel i de discipliner, hvor der køres nedad, fx downhill MTB og freeride. 29″ hjul dominerer de discipliner, der kræver, at der trædes i pedalerne, fx cross-country, maraton og etapeløb. I øvrigt kunne man i år for første gang se 29″ hjul i aktion i downhill MTB, og premieren var ganske lovende.

European Cross-Country Mountain Bike Championships in Moscow

 

Det handler om mønsteret

En vigtig detalje ved MTB-dæk er hårdheden af sammensætningen og mønsteret. Det skyldes, at mountainbiking er meget mere universel, og dækkene kører på mange forskellige underlag, mens landevejsryttere som regel kører på … ja, landeveje. Som en tommelfingerregel kan man sige, at jo mere udfordrende underlaget er, desto bedre er det have et bredt dæk med et dybere mønster.

I den senere tid er der kommet 27,5″+ dæk på markedet, der ligner balloner. De er mere behagelige, har bedre stødabsorbering og bedre vejgreb kombineret med fornuftige rulleegenskaber. Blødere sammensætninger griber godt fast i tør klippe, men slides hurtigt. Cykling i byen kræver et glat dæk med minimal modstand, men det er ikke nogen god idé at køre med disse dæk på jord eller glatte rødder, når det regner. Når man kører i mudder, anbefales det at bruge dæk med dybt mønster, der renser sig selv, når hjulet drejet rundt.

Hvis du sidder og tænker, at der ikke findes et mirakuløst universaldæk til mountainbiking, så har du helt ret. Selvom det fint med bare et enkelt mønster til normale forhold, så har ryttere, der kommer ud for ekstreme situationer såsom downhill eller bike park-løb, forskellige dæk med i bilen, så de kan skifte efter forholdene. Smag og behag varierer, så det gælder om at finde ud af, hvad der passer dig bedst.