Top 7-øer til din cykelferie

Af Martin Atanasov

Sommeren er over os. Endelig! Som altid er det tid til at planlægge ferien – og hvor det er okay at glemme solbrillerne, badetøjet eller børnene derhjemme, så er det ganske enkelt en utilgivelig fejl at glemme cyklen. Heldigvis er Middelhavet fuld af cykelvenlige øer med vidunderlige strande – så selv om din partner, dine børn eller venner måske ikke er lige så opsat på at tilbringe ferien med at cykle, er det stadigvæk muligt at kombinere dine feriedage med nogle helt fantastiske cykelture. Her er vores syv forslag til cykelvenlige øer, som du uden tvivl bør aflægge et besøg.

Sardinien, Italien

Rolige veje, lækker mad, spektakulære udsigter og nogle ret lækre bjerge. Glemte jeg noget? Nå ja, strandene med lyserødt sand samt en eksotisk maritim flora og fauna, der får en til at føle sig hensat til Maldiverne. Sardinien er i sandhed et af de bedste steder at tilbringe sommeren. Her er mindst et par håndfulde fantastiske cykelruter til hvert niveau og hver smag. Uanset om du foretrækker en rolig cykeltur langs vidunderlige strande, eller om du har mere fidus til stejle klatreture, hvor du kan nyde pittoreske udsigter, så har Sardinien hele pakken. Det eneste, du skal være opmærksom på, er at undgå de store veje. I sommerperioden kan der være en del trafik på dem, så det er bedst for alle at holde sig til de mindre befærdede veje.

Sardinia
Sardinien – en af Italiens juveler. © Profimedia

Desuden er de meget smukkere. Når du følger dem, vil turen gå igennem mediterrane landsbyer, hvor tiden forekommer at stå stille, og du vil beundre smuk natur med flotte bjergsøer, bestige mellemhøje kalkstensbjergtoppe eller nyde en rolig tur langs vinmarker, igennem skove og forbi bondegårde. Og bagefter kan du afslutte dagen på en af de mange hyggelige restauranter eller barer, der alle serverer mad i verdensklasse ledsaget af en kold øl. Okay – det er italiensk øl, men man kan jo ikke få alt her i livet.

Kroatisk øhop

Kroatien har altid været en skjult juvel, som alle gerne vil holde for sig selv. Resultatet er, at alle rejser til Kroatien, og du kan i sandhed få en social cykeloplevelse. Selv om du kører alene, er det overvejende sandsynligt, at du ender med at køre med i en gruppe på fem eller mere, ganske enkelt fordi I alle har fået den samme ide: øhop igennem Dalmatien.

Uanset hvad vi siger om det kroatiske øhav, så vil det være ikke være fyldestgørende. Det er ikke ofte, at man oplever forbløffende solnedgange, hvor solen bogstaveligt talt dykker ned i havet. For at gøre tingene endnu mere fascinerende så er der hundredvis af småøer spredt ud over horisonten. Det er ganske enkelt bjergtagende.

Hvis du har nok tid, foreslår jeg, at du starter turen fra Rijeka, og hvis du kan afsætte tid til det, så er det et must at besøge Pula. Begge byer har en enestående atmosfære, der vil stille din sult efter fester og natteliv, inden du hopper ombord på færgerne. Krk, Cres, Brac, Hvar og mange andre øer med få eller slet ingen vokaler i deres navn er perfekte at udforske på cykel med meget at se og endnu mere at opleve – samt, ej at forglemme, lækker mad.

Husk at lægge vejen forbi Split, som naturligvis ikke er en ø, men som afgjort fortjener en dag eller to af din ferie. Og lad til sidst turen ende i Dubrovnik. Byen er blevet et hotspot for turister, efter at den blev til King’s Landing i Game of Thrones, men du kan stadigvæk nyde byen, hvis du undgår de største seværdigheder og bare slentrer rundt i byens pittoreske gader og stræder.

Korsika, Frankrig

Korsika minder meget om Sardinien – bare på steroider. Og vi bør da heller ikke forvente os mindre af et sted, der har opfostret Napoleon. 1.000 kilometers kystlinje og vidunderlige strande med langt færre turister, men samme skønhed som på Sardinien. Høje bjergtinder med 21 af slagsen på over 2.000 højdemeter. Korsika har det hele. Øen er perfekt til landevejsryttere, fantastisk til mountainbikere og, vigtigst af alt, velegnet til alle cyklister. Uanset formålet med din ferie, vil du kunne nyde dit ophold i fulde drag her. Vejstrækningerne langs kysten ligger åbne for dig, hvis du vil køre fra hotellet og til en vilkårlig strand på kortet uden besvær. Du kan forvente lidt til slet ingen højdeforskel og relativt lidt trafik.
Og hvis du på den anden side gerne vil udfordres rigtigt, så venter bjergene, der udgør 86 % af den indre del af øen, dig. Nogle af dem er ikke forfærdeligt hårde at komme op ad, men belønner dig med udsigter, der vil få dig til at tabe både næse og mund. Og andre vil omvendt gøre dig usikker på, om du har taget den rette beslutning. Øen er lettilgængelig og utroligt cykelvenlig, så selv om du ikke er den store eventyrer, er det et must at huske cyklen.

Mallorca, Spanien

Mallorca
Cap de Formentor – et krævende og smukt terræn for cyklister. © Profimedia

Hvis du gerne vil kombinere fiesta med dine cykelture, så er Mallorca det perfekte sted at gøre det. Den flamboyante atmosfære tilsat kvalitetsalkohol, fester til den lyse morgen og en lidt vildere oplevelse modsiger hele grundtanken om en cykelferie. Men hvis du kan finde den rette balance, vil Mallorca være en uforglemmelig oplevelse.

Mallorca er stedet at være for stort set alle britiske cyklister på deres sommerferier, og på listen over, hvad vi kan sætte vores lid til briterne med, så er cykling helt klart i top 3. Blandingen af terræn, forudsigelige temperaturer og stabilt vejr kombineret med bjergtagende udsigter gør Mallorca til et paradis for alle landevejsryttere. Trafik er intet problem, eftersom øen er tæt befærdet af cyklister hele året rundt, og maden er i særklasse lækker. Her af alle steder vil øl ikke være dit brændstof. Sangria er den foretrukne tørstslukker på disse breddegrader, og mallorcinerne ved, hvordan de skal lave den.

Mallorca er det perfekte sted for dig, hvis du ikke har erfaring med at holde øcykelferie. Det er en ø, der har det hele, og hvor du vil finde stor fornøjelse ved at være en del af øsamfundet.

Samotrake, Grækenland

Denne lille ø i den nordøstlige del af det Ægæiske Hav er ofte ikke på de fleste cykelentusiasters radar. Det skulle da lige være, medmindre man kommer fra Balkan. Her betegnes denne hyggelige græske ø som en eventyrø, og det er der en god grund til. Ud over at være et særdeles budgetvenligt valg så præsterer øen så absolut på de tre parametre, som er så vigtige for alle cyklister – storslåede udsigter, cykelvenlige veje og stier samt lækker mad. Musaka, Tzatziki, Stifado. Dem alle. Nu.

https://www.instagram.com/p/Ce5kQNysEBI/?hl=en

Den eneste ulempe er, at rejsen hertil kan være lidt udfordrende, hvis du ikke er fra Balkan. Først skal du til den mindre havneby Alexandroupoli, der ligger i den østligste del af Grækenland, for at tage færgen. Den nærmeste lufthavn ligger i Plovdiv i Bulgarien. Den ligger imidlertid mindst 3 timer væk i bil. Men når du så er på øen, kan du både nyde cykelture, kajaksejlads, klatring og alle former for ekstremsport. Hvis du leder efter en budgetvenlig cykeldestination, bør Samotrake helt klart stå øverst på din liste.

Sicilien, Italien

Er du frisk på en ægte udfordring? Hvis ikke, så er det også i orden. Sicilien har masser at tilbyde – også for begyndere. Og hvis du leder efter et sted til at teste din styrke, udholdenhed og vilje til at gå hele vejen, så er Sicilien så afgjort det rette sted at gøre det. Den største ø i Middelhavet er hjemsted for en af verdens hårdeste bjergruter: fra Catania til Etna. Denne voldsomme rute er kun for de allerbedste. Men selv om du måske ikke er blandt dem, så har Sicilien noget for enhver. For begyndere og for dem, der gerne vil have en hyggetur, er den sydøstlige del af øen det helt rigtige. For dem, der foretrækker et blandet terræn, venter den centrale og sydlige del af øen på at blive udforsket. Og for dem, der er på Sicilien for at flytte personlige grænser, er hele området omkring Etna perfekt.

Et ophold i Italien er naturligvis lig med masser af lækker mad, men det bliver taget til ekstremerne, når du er på Sicilien. Jeg ved ikke, om det skyldes den vulkanske aske, men tomaterne er i absolut særklasse. Det bedste er, at øens jernbanenet giver dig mulighed for at sammensætte forskellige oplevelser på samme ferie. Obligatoriske stop, ud over Etna-bjerget, som er selvskrevet, er byerne Siracusa, Taormina, Agrigento og, selvfølgelig, Palermo og Catania.

Hvis du leder efter en varieret cykelferie, hvor du kan kombinere hårde ture, kulturelle oplevelser, afslapning, lækker mad og cannoli i rigelige mængder, bør du allerede være på udkig efter steder at bo på Sicilien.

De Joniske Øer

Hvis du gerne vil et sted hen, hvor du kan køre hundredvis af kilometer på din cykel og stadigvæk tage på i vægt, så er De Joniske Øer i Grækenland det perfekte sted for dig. Maden er så udsøgt og portionerne så store, at det simpelthen er fysisk umuligt at forbrænde alle kalorierne – selv hvis du sidder i sadlen døgnet rundt.

Det er dejligt nemt at komme dertil. Du kan flyve til Kerkyra (Korfu), Kefalonia eller Zakynthos. Min anbefaling er imidlertid at starte turen fra Korfu. Øen har nok pittoreske steder til en hel uge, og du vil stadigvæk ikke have set det hele. Hovedvejen er ret befærdet, så den gør du klogt i at undgå. De små veje, der skærer på tværs af øen, er intet mindre end fortryllende. De vil give dig bjergtagende udsigter og strande, som du har lyst til at bruge hele året på. Øen er oplagt for eventyrere, der gerne vil finde skjulte perler og nyde hyggelige og afsidesliggende strande.

Dit næste stop er Lefkada. Den lille ø ligger ca. 100 km væk, og du kan enten tage dertil via fastlandet, som vil give dig helt fantastiske udsigter langs hele ruten, eller hoppe ombord på en færge. Lefkada har nogle imponerende naturlige vidundere. Terrænet er meget mere bjergrigt, og en tur fra den ene ende af øen til den anden vil altid få dig godt op i højden.

Sådan er Kefalonia også, men øen har mange flere turistattraktioner. Du må ikke snyde dig selv for at aflægge Argostoli et besøg. Her kan du se skildpadder, der på mange måder opfører sig som hunde. De følger efter folk, indtil man giver dem mad, og de er nysgerrige af natur, når de ser en turist.
Til sidst bør din rejse ende på Zakynthos, hvor landskabet ligger lavere end på Kefalonia, selv om terrænet er blandet. Det bedste ved det hele er, at Zakynthos er De Joniske Øers festhovedstad, så din ferie vil få en mindeværdig afslutning. Selvfølgelig afhænger “mindeværdig” først og fremmest af målsætningen med festlighederne.

Hele turen er ét uafbrudt eventyr, hvor du vil nyde bjergtagende udsigter, have mange forskellige turmuligheder, opleve mange kulturelle seværdigheder og naturattraktioner samt frem for alt nyde maden. Ih, du milde, maden. Jeg drømmer stadigvæk om maden.

Så har du fået planlagt din rejse? Middelhavet rummer nogle fantastiske sommerferiedestinationer til dig uanset, hvilken type cykelrytter du er, hvilket terræn du foretrækker, eller hvad dit mål er med cykelturene. Nu mangler du blot at finde på en tilpas god grund til at kvitte dit arbejde og tilbringe hele sommeren med at hoppe fra den ene ø til den anden.